"Når man er 25-45 år gammel og single, så har man ikke lyst til at rejse. SÅ skal man jo have børn og stifte familie."

Eller det vil jeg i hvert fald vove at påstå, at det er det, rejsebureauerne tror.

Single, lysten til at rejse

Måske skylder jeg den kære læser at fortælle, hvor længe jeg selv har været single og hvilken berettigelse, jeg derved tager mig til at fortælle om emnet. Sammenlagt har jeg været single i mit voksne liv i 7-8 år afbrudt af to forhold til mænd der havde små børn og et forhold med en, der havde et voksent barn. (Den værste periode var de 4-4½ år jeg havde i streg)

I disse syv-otte år har lysten til at rejse altid indfundet sig. At rejse alene er ikke noget der rigtig tiltaler mig. Ikke fordi jeg tror, at jeg ikke tør, for det gør jeg - jeg gjorde det faktisk i både 2010 og 2011, men det er bare tusind gange sjovere at dele sine oplevelser med nogen. Og gerne med nogen som man elsker, holder af og kender godt. Eller...bare med mennesker som er i samme båd. Jeg har altid haft et stort socialt behov.

Rejse - med hvem??

Men da en skilsmisse gik ind og torpederede min familie i 2005 (eller i hvert fald begrebet af, hvad jeg synes familieliv/en sikker base var) og en finanskrise gjorde mange af mine venner arbejdsløse og den sidste tredjedel af vennerne satte sig i forhold og fik børn - ja, så var der ikke særlig mange rejsekammerater tilbage at trække på. 

Man skal godt nok være heldig nogle gange, hvis man skal finde nogen, der vil præcis det samme som dig. Det er jo ikke, fordi lysten mangler for dem til at tage med - oftest handler det også om økonomi, deres prioriteringer og muligheden for at gøre det.

What to do??

Først kiggede jeg naturligvis efter singlerejser på nettet, selv om jeg allerede havde besøgt disse sites flere gange tidligere. Jeg forstod mere og mere, at jeg havde den forkerte alder. (Lidt ligesom bankerne, der ikke vil gøre mig til fordelskunde, fordi jeg ikke har gæld. Så både forkert alder, og forkert samfundsudvikling. Ser man det!) 

Det virkede som om, at når folk fyldte 25 år til de blev 45 år - så forsvandt lysten - puf, pist borte - til at rejse. 

Sådan en gang crap! Jeg var da overbevist om, at med den udvikling vi har i samfundet og alle de singler, så måtte der være masser af andre, der også gerne ville ud at rejse. 

Resultatet af min søgning

Jeg taklede situationen ved stædigt at sende et opråb til samtlige rejsebureauer, jeg kender ved navn. Skrev omkring mit behov for at rejse (alene, men sammen med andre) og især mit behov for at gøre det med ligestillede. 

Resultatet blev mildest talt nedslående. Ud af omtrent femogtyve henvendelser, kom kun tre brugbare svar tilbage.  

- backpacking

- singlerejser.dk

- søg rejsepartner

Der er et utal af rejsesider: ungrejs/ drukrejser, familieferier, singlerejser for 45+, singler med børn, eller ældre mennesker 60+. 

Men INGEN ferier for målgruppen 25-45 år (rejsende alene).

Livsmål / drømme

Så et program med "bonderøven" i går. Tænk, at købe det her nedlagte landbrug. Selv bygge det hele op fra bunden i autentisk gammeldags stil. At bo som "i gamle dage" med alt, hvad der sig dertil høre. Det er én af hans livsdrømme. Han sagde det selv, at havde han ikke fulgt denne drøm, havde han måske siddet på Alaska med et kuld af slædehunde og forfulgt en anden af sine drømme.

Sådan en mand inspirerer mig. Sådan et smil, en glæde, en passion - det rører noget i mig - og får mig til at tænke på livsmål / drømme.

For nogle falder alting nemt, for andre er det ikke så ligetil. Nogle går meget op i det, mens andre lever fra dag til dag. Handler det om at være heldig, eller handler det om den der "usynlige" tiltrækningskraft, som alle Coaches & Sjælesøgere snakker om? De udtaler, at man selv tiltrækker de ting, man får. Men kan der ikke også være forbundet en smule held med det hele?

Alt afhænger vel også af, hvilket livssammenhæng, man er født ind i. Nu ved jeg godt, at det er muligt at ændre på sin sociale arv, men det ændrer jo stadigvæk ikke på, at vi allesammen stammer fra et sted. Vi møder allesammen mennesker gennem livet som har indflydelse på os, og som er med til at forme os, som de mennesker vi er.

Måske er vi heldige at finde en livsledsagerske, som kan tage en væk fra den sociale arv, støtte og guide én i en bedre retning. Måske gør man ikke. Måske skal man selv tage gummistøvlerne på, traske den hårde vej, for at nå frem til det sted, hvor man gerne vil være. Og ved vi så altid, hvor vi gerne vil være?

Ja, det gør vi jo nok inderst inde. Hvis vi kan se mulighederne, fremfor begrænsningerne. Essensen er nok, hvordan man kommer dertil - og hvor meget man selv har indflydelse på. Lukker man nogle døre, åbnes nogle nye. Så hvilke valg er man villig til at tage og hvilke sejre er man villige til at byde indenfor?

Hvilken passion har du?
Hvis nu vejen er fyldt med "deadends", hvordan kommer du så dertil?
Hvad vælger man til, og hvad vælger man fra?

Trusler for parforholdet

Man har set det komme...igen og igen. Julefrokosterne. Dem der får os til at ligge kroppen i sprit, danse på bordene og tage skadelige billeder af os selv på en kopimaskine.

Jeg skal ikke køre mig selv udenom den hellige sandhed, men jeg har også gjort dumme ting til en julefrokost. Utroskab. Det er så dér jeg vil hen.

Går julefrokost og utroskab nødvendigvis hånd i hånd? 

Gør man det, hvis man har det godt derhjemme? Er det alkoholens/omstændighedernes skyld?

Bare fordi jeg har hørt om to mennesker, der forlod deres ægtefæller efter at have været sammen til en julefrokost - og bare fordi jeg selv har været kvinden, som manden med konen var utro med (og gik fra). Betyder det så nødvendigvis, at det ene fører til det andet? Min påstand er nej.

Jeg tror ikke kun det er julefrokosterne, der er en trussel for parforholdene. Der er MEGET, der er en trussel for parforholdene efterhånden.

Singler er trusler. Vores sløsede holdninger og opførsel overfor hinanden er en trussel. Alle de daglige indtryk og pendler-tilværelsen er en trussel. Manglen på nærvær og ansvar, er en trussel.

Victoria Milan, en hjemmeside for Gifte og Samboende. Gør livet levende, ha' en affære.

What the fuck! Man kan være heldig, at møde en som man bare forelsker sig hovedkulds i - og som man passer genialt sammen med. Men ligefrem at opfordre til det.

Singler har også behov

Ta-darh-darh!! 

fanfare og trold-op-af-en-æske konfetti

Fandt lige en artikel på nettet om det at være single, om at føle sig ensom og tju-hej også om, at singler går med bevistheden om, at de bare ikke har fundet den eneste ene endnu.  

I artiklen giver en svensk journalist og psykolog gode råd til hvordan mennesker kan skabe varige forhold. Og de fortæller også: 

At på trods af at vi er blevet voksne og er holdt op med at skrige for at få de voksnes/andres opmærksomhed, 

så har vi altså stadigvæk brug for det barnet skriger efter - nemlig nærheden og trygge forhold med andre.

Med disse faktorer kan vi nemlig trives og udvikle os. 

SUPER BILLEDLIG, GOD POINTE!!

http://www.fri.dk/kaerlighed/saadan-kommer-du-ud-af-singlelivet

Ensomhed

Uha, jeg kan mærke, at det er et "ichi" emne. 

Det er ikke noget vi taler om!! 

For gør vi det, så viser vi bare, at vi er sårbare. 

At udtale at man føler sig ensom, er nærmest kun lovligt, hvis man er blevet undersøgt af lægen og har fået stillet en diagnose. For hvis man udtaler, at man er ensom, uuuuuhhhhhha, 
så er man da virkelig et ustabilt menneske. 

Men det er man altså ikke! Jeg er single. Og ja, nogle gange kan jeg godt føle mig ensom - OG også alene for den sags skyld. 

Jeg render ikke rundt hver dag og føler det. Men nogle gange dukker temaet da op i mit liv - og af og til bliver man da også lige påmindet om det. 

Det kan komme i tusindvis af afskygninger og jeg er blevet bedre til at acceptere det, når det nogle gange udløses af en situation, som jeg ikke selv er herre over.

Selvfølgelig var det min egen beslutning at gå fra min eks-kæreste. Men hellere det, end at blive i et forhold, hvor man virkelig ikke blev behandlet ordentligt. Jeg har mig selv mere værd! Men JEG har ikke selv valgt, at jeg vil være single. Stod det til mig - som ser et utal af pladder romantiske komedier og drømmer om "happy endings" og de eneste ener - ja, så var det altså ikke meningen (set i krystalkuglen), at JEG skulle være single.

Men sådan er det nu engang - og så gælder det om at få det bedste ud af det alligevel. Så jo, ENSOMHED, dukker op i korte øjeblik i mit liv. 

Den kommer i afsavnet til en kæreste. Den kommer på fredage aftener - hvor man hellere ville have været en tur i byen for at se bunden af den grønne flaske - mens alle veninderne sidder hjemme hos deres mænd og børn. Den kommer som single i forbindelse med: ferietid. Når alle rejser væk, og man holder ferie - med sig selv! 

Jeg vil komme tilbage til emnet med rejsemuligheder i et senere indlæg - for det er jo ikke fordi, at når man når man bliver single, holder op med at have lyst til de samme ting, som man havde, da man var i et forhold og havde en familie.

Nå, men ENSOM...jo, det ER tilladt, at føle sig ensom. Og måske endnu mere tilladt tænker jeg, når ingen har lært os, hvordan man er single. Og også når "opskriften" på det perfekte singleliv ikke lige bliver delt på internettet. (så lad os prøve at "share" lidt her ;) på Singlelivet)

Så er jeg sikker på, at vi kommer ensomheden - og tabuet omkring følelsen - til livs. 

Føler du dig aldrig ensom?

Hver fjerde føler sig jævnligt ensom - http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/07/22/0722095119.htm

Singlelivet

Nu skal der selvfølgelig også skrives lidt om Singlelivet her på bloggen, så det vil jeg se, om jeg ikke kan få gjort i det næste stykke tid :-)

Googler man singlelivet. Møder man: dating.dk og Singleliv på Kanal 4. 

Ligeledes støder man ind i sætninger som: Sådan kommer du ud af singlelivet... og Søger du en kæreste? 

Men der er ingen hjemmesider, der fortæller om, hvor FEDT det er at være single. Ingen hjemmesider fortæller heller noget om, hvilke muligheder der er for at nyde singlelivet, mens man er i det (her tænker jeg på singleklubber, singlerejser

og andre tilbud). 

Findes der slet ingen muligheder for at gøre singlelivet "perfekt"? (Uanset om det er selvvalgt eller ej)

Så selvom "Single" ikke længere er et tabu, så er det altså stadigvæk et tabu, at tale om at være det - og snakke om hvordan man er det. Eller er det...? 

Prøver medierne at give et billede af, at det at være single altid har noget med at finde en ny kæreste- at gøre?

Hvad med: Ensomhed, Alenemad, Singleklubber, Rejsemuligheder for alenerejsende, Parmiddage.... ja og bare generelt MULIGHEDERNE - hvorfor er der

ikke nogen, der taler om det?

Skal vi så ikke gøre det her?

Prøveperiode

Googler desperat ordet prøveperiode, for at estimere at begrebet har eksisteret. Ordet hedder så bare "prøvetid".

Begrebet "prøvetid" fandtes "dengang mor var ung", altså tilbage i "de gode gamle dage" for sådan omtrent før-finanskrise tid. Dengang påtog man sig en gensidig prøvetid mellem arbejdsgiver og medarbejder, når man blev ansat i et nyt job. 

Jeg scroller nedover googles resultat af min søgning. 
Krifa skriver: Der findes ingen regler for prøvetid.
HK skriver: Prøvetiden er højst tre måneder (altså findes den, tænker jeg)

Men tyer jeg så til virkelighedens historier, ja, så bliver jeg slemt skuffet - og introduceres nu for fagforeningernes og jobcenterets love darling: KARANTÆNE

Det er sådan idag, at hvis du påbegynder et nyt job, så kan du glemme ALT om, at der er noget der hedder prøvetid. Det er i hvert fald den opfattelse, jeg har fået af systemet. Påbegynder du et job og jobbet viser sig, at være totalt noget andet end det virksomheden har givet udtryk for, så er du placeret dér i akkurat lige så lang tid, det tager dig at finde et nyt. Og det er jo helt fantastisk nemt at gøre i disse finanskrise tider.   
Den opmærksomme læser og regeringselskende kværulant, vil sikkert her udbryde: Jamen, i det mindste har man et job, så man skal ikke klage.
Det er korrekt, men forestil jer hvilken entusiasme en medarbejder, der er tvungen i job yder, i forhold til en medarbejder der passer til jobprofilen.

Så har man også muligheden for at ÆDE KARANTÆNEN. Hvilket kun er tiltalende for folk der har kapitaloverskud midt i finanskrisen. Ja, og så for dem, der bliver så godt og grundigt træt af situationen og regeringens falden-på-halen politik, at de siger: OP i røven med det hele, så må jeg sgu' tage den karantæne.

Selvfølgelig er begrebet: Karantæne, indført for at stoppe alle behageligheds jobflygtningene. Men... Hvad fanden skal en generalisering til for? Hvorfor straffer man dem, der gerne vil arbejde - i stedet for at påskønne det? Men det er en hel anden debat, vi kan tage en anden dag. 

Bare ærgerligt Sonny Boy - har man sagt ja hænger man på den!

Job med løntilskud – part 2. Konceptet der optager faste stillinger og flytter folk rundt fra den ene kasse til den anden, så det ser pænt ud

Der var engang, hvor der ikke var finanskrise. Vi husker alle årene før August 2007, hvor krisen gjorde sit indtog i Danmark. Ja, eller måske har vi glemt årene, fordi vi nu er blevet sølet til med finanskrise-fedt igennem flere år - dagligt!

Dengang - tilbage i de "gode gamle dage" - der kendte de færreste af os nok begrebet: Job med løntilskud. Men det gør vi nu, hvem fandt på det?

I begyndelsen så man det som et tiltag til at få flere mennesker i job. Men idag ser jeg det som en lus, der ligger i samfundet og bare lægger æg og optager plads, i stedet for at få flere folk i jobs. En ineffektiv lussekur!! (Med andre ord, en ineffektiv måde at komme af med de arbejdsløse på).

Godt nok siger regeringen hele tiden:
"Jamen, vi har fået flere folk i arbejde." Host host - og opkast! Gu' har I not. I har flyttet folk rundt fra én kasse til en anden - det kaldes OMPLACERING og LUKKEN-ØJNE-FOR-PROBLEMET politik. 
Måske ser det fint ud på jeres prognoser. Men det er jo synsbedrag, at sige at det har fået flere mennesker i arbejde. (Nota Bene: Skal dog sige, at nogle kommer i job den vej)

"Jamen, vi har skabt flere arbejdspladser." 'Amen hold nu op! Arbejdsgiverne misbruger løntilskudsjobbene, fordi de ikke har råd til at ansætte nye medarbejdere.
Hvis der er så mange løntilskudsjob lige pludselig, er det så ikke fordi der er JOBS? Hvis en arbejdsgiver kan udskifte den ene løntilskuds-klient efter den næste - er det så ikke fordi der er JOBS?

Jeg kan se det total fornuftige i lønpraktikken (som oftest varer en måned). Her kan man, hvis man sidder fast i arbejdsløshedens forpestende saks, give sig selv en indsigt i nye brancher. Søge inspiration og motivation og måske generer et karriereskift.

Men Job med Løntilskud. Helt ærlig. Hvem fanden har fundet på det??

Job med Løntilskud – part 1. jobs folk bliver sendt ud i

Der findes historien om den kære "Robert på kontanthjælp", som fik tilbudt et job og sagde nej. Og så findes der alle de andre uddannede mennesker på dagpenge, som jeg har sympati for.

Det lyder alle steder fra, at man ikke kan tillade sig at være kræsen, at man skal tage, hvad man bliver tilbudt. Og måske ville jeg, hvis jeg ikke havde et fast job, finde det meget attraktivt at komme ud at skovle sne og samle skrald op, som ren og skær afledning til en depression af at være tvunget ind bag hjemmets fire vægge dagligt med en dagsorden, der hedder: Navlepilleri (aka nytænkning) og Jobsøgning (af jobs der ikke findes).

Et utal af mennesker i min omgangskreds går ledige - det gør de sikkert også i jeres. Men jeg græmmes, væmmes og sympatiserer på deres vegne - over bureaukratiet. REGEL DANMARK!! Og der er sgu' altid et mén, som IKKE er til fordel for den arbejdsløse.

Nå, men historien er:

Min kammerat blev ledig. Han har en høj uddannelse indenfor byggebranchen (hvor vores kære Statsminister Helle Thorning troner frem på sendefladen og proklamere, at vi skaber flere jobs.

Det er så flot Helle. Remind me to, klappe dig på ryggen og fodre dig med mariekiks til du kvæles for den udtalelse. Nej, jeg kan faktisk godt lide Helle, som person/menneske - kender hende ikke - men det man ser i medierne. Men hader KLAPPE-KAGE-POLITIK og snotdumme udtalelser!! 

For pointen i al min opkast omkring Helle's udsagn er: Ja, flot Helle. Nu er vi forhelvede også allesammen uddannede murer og tømrer. Så bravo for de jobs vi skaber i byggebranchen. Hvad med at skabe jobs, for det almindelige menneske? Eller vil I først, når I indser dette, bare redde den med efteruddannelse, efteruddannelse og efteruddannelse? Social- og sundhedsasssistent med overbygning af tømrer/murer - det vil jeg fandme godt se!

Nå, men tilbage til min historie fra "det virkelige liv":

Min kammerat med den højere byggeuddannelse, kommer til de sædvanlige the-og-kaffe-møder på jobscentret med indøvet diasshow med paragraffer. På et opfølgningsmøde får han udleveret en blanket med stillinger, for nu skal han i løntilskud. På denne blanket er der ÉT job, der er relevant for hans uddannelse - og det job, er der selvfølgelig rift om.

Som prioritet nr.2 vælger han: Naturvejleder

Absolut ikke relevant for et job indenfor hans branche, men en fritidsinteresse, der måske kunne blive et job.

Han kommer til samtale - og opdager: "Jamen, vi søger da ikke en naturvejleder. Det er da en stilling som pædagog."

'Amen Whole Øhh-liii - Come on!! Hvorfor ikke bare kalde en kartoffel for en kartoffel, i stedet for at forklæde den som en POTATO?

De er kreative på jobcentret. Forstår de er pressede oppefra med regler og love, men: SÅ LA' DA VÆR'.

En lille opsang

Jeg har netop fået et mindre kraniebrud efter at have tænkt tanker omkring det samfund, vi lever i.  (Måske burde man slet ikke bryde sin hjerne med den slags tanker, der kræver migrænepiller til afhjælp!)

 Det virker bare som total hul-i-hovedet politik!!

 Dette er nogle af de emner, jeg vil komme ind på i de næste indlæg her på bloggen.

1.   Job med Løntilskud – part 1. jobs folk bliver sendt ud i
2.  Job med løntilskud – part 2. Konceptet der optager faste stillinger og flytter folk rundt fra den ene kasse til den anden, så det ser pænt ud
3. Prøveperiode
4. Regeringen er sammensat af akademikere
5. Dagpengeretten der forsvinder til nytår/den kommende sommer (farvel Velfærds- Danmark) 
   Posterer det første indlæg om lidt - så god læselyst.

          Smid en kommentar og vær med i debatten. 

- Mange kærlige indspark fra,
Be Inspired/Singlelivet 

Et singlekoncept: 5ibyen.dk

Man skal bruge hele livet til at prøve noget nyt og lære. Alligevel er der bare nogle begreber, der hører bedst hjemme i singleverdenen. Som single sidder du måske og tænker:

"Jeg skal da ud og møde nogle nye mennesker." 

Her vil jeg give dig et lille indblik i, nogle af de ting jeg selv har afprøvet. 

Måske smider du efterfølgende et tip om en nyopdaget verden, jeg endnu ikke har set?

5ibyen.dk

På et tidspunkt midt i mit forrige singleliv var jeg lige ved at kaste op over at gå på date og møde nye mennesker. Jeg trængte til at komme ud og have en hyggelig aften i andres selskab, uden at skulle føle at manden overfor sad og bedømte mig på, om jeg i fremtiden skulle føde hans børn. Derfor valgte jeg i 2007 at tilmelde mig konceptet 5ibyen.dk.

På deres hjemmeside udvælger man sig, hvilken by man har lyst til at gå ud at spise i sammen med andre singler. Man vælger om det skal være en ren kvindetur, eller om der godt må være en blanding af begge dele. Til sidst vælger man hvilke datoer, der passer én bedst og så venter man bare på at modtage en invitation på den dag, hvor der er flest tilmeldte. 

Når der er 5-6-7 eller 8 deltagere, der har indgivet sin accept på, at de kan den pågældende dag, til en middag til den pågældende pris - modtager man en invitation på et spisested i den by man har valgt. Nu skal du så bekræfte eller afkræfte din tilmelding.

På første "date": Fik jeg en fantastisk hyggelig aften på en restaurant, jeg ikke kendte. Lækker 3-retters menu. Og så scorede jeg mig en veninde. Senere kom vi på en dobbeltdate med én af fyrene fra aftenen og han rendte med min venindes hjerte. De er ikke sammen idag - men det er veninden og jeg stadigvæk.

På anden "date": Et års tid senere prøvede jeg igen. Igen en spændende aften på en ny og spændende restaurant. En blanding af fire intellektuelle mennesker var mødt i et fælles single fora. Jeg kom derfra med en sød og spændende fyr - og selvom vi aldrig blev kærester, brugte vi 14 dage på at lærer hinanden at kende. Jeg var ikke klar til en kæreste dengang og han havde nogle interesser, der lå så langt fra min verden. Men en fornuftig og hjertegod mand, jeg ønsker for får kvinden sit liv.

Min erfaring er, at der er størst tilmelding om efteråret, hvor folk søger indenfor og sammen :-) Konceptet er også mest sandsynligt for at blive til noget i storbyerne. Er landsdækkende og findes både i København, Århus og helt ude Vestpå (Herning og Holstebro).

God fornøjelse!

Feeling sorry for yourself

Mandag gik med at lakere negle.

Tirsdag… ville have spillet backgammon, men veninderne havde travlt med deres mænd og  børn… så det blev til mesterskab i wordfeud med random opponents  (tilfældige modstandere). 

Onsdag kom jeg lidt ud i familiens hyggelige omgivelser, der var gratis mad jo. 

Torsdag gik jeg i træningscentret, trængte til at blive luftet offentligt og få afreageret på en laaaaang kedelig arbejdsdag. 

Fredag, tjah, havde ingen venner, så befandt mig på grådens rand på kanten af min seng med min aller yndlings doktorserie. 

Men det rev i mig, når jeg hellere ville have brugt min fredag aften i venskabeligt selskab. Men igen var veninderne afsat til mand og børn. (Note til mig selv: jeg må have nogle flere singleveninder!) 

Lørdag skulle jeg have været på morgen-date med min veninde, men hun aflyste. Sygt barn – de er blevet noget ustabile. Og når jeg siger til dem, at det er HELT i orden, da det jo går ind under betegnelsen force majeure. Så mener jeg egentlig, JEG SAVNER JER (for helvede!). 

Det fik jeg så endelig taget mig sammen til at sige, selvom jeg følte mig, som en lille 4-årig, der påkalder sig opmærksomheden fra sin mor. Savner bare, at vi er veninder jo. I bund og grund savner jeg vel egentlig bare mennesker. Veninder, familie, kæreste - mennesker!

Søndag var skøn. Jeg gik en tur med mig selv i skoven. Min eks-kæreste ville have skreget målløs ind i mit øre – ALENE – ja, alene, når ens veninder er afsat (overordentligt afsat, ja nærmest veninde-handicappet), så bliver man ’vant til’ at gøre tingene alene. Og det kan jeg sagtens, men det er da bare federe at være sammen med nogen. 

Men jeg gik en tur for at aflede mine tanker. Når man bor med sig selv på 65 kvadratmeter, og ens opholds-sfære bliver sofaen i stuen, sengen foran fjernsynet, i køkkenet, på toilettet/under bruseren (og i sommerens løb på altanen), så trænger man nogle gange til at komme ud og skrige lidt under den åbne himmel. Så det kom jeg så, på min fantastiske single-søndag i skoven med en sandwich og et tæppe under armen.

Normalvis er jeg ikke en tungsindet person - og der findes bestemt også mange gode ting ved at være single. Jeg er bare meget eftertænksom, og af menneske en meget glad og udadvendt person. Bare ikke lige for tiden, og det irriterer mig grænseløst. Det er som om, at efter jeg gik fra min kæreste – og har fået min ’hævn’ – så skal jeg til at vænne mig til singlelivet igen… hmm… så fik jeg nemesis lige i nakken. For jeg dur bare ikke til det, nej jeg dur bare overhovedet ikke til det. Og det er jo noget vås at sige, for jeg dur godt til det – altså at være alene i mit eget selskab, bo alene, leve alene, lave ting alene. Men jeg synes bare at det er mere fandens morsomt at gøre det i selskab med nogle andre.

Og så er der flyttet en ny beboer ind i min overetage. Jeg kalder hende dommeren. Det er den evindelige plage. Kvinde, dit navn er dårlig samvittighed. Havde mit overjeg været mit barns mor, ja, så behandlede jeg mit barn (i dette tilfælde mig selv) så dårligt, at det ville stå til at blive fjernet af de sociale myndigheder. Og sådan ville jeg jo ALDRIG behandle mit eget barn, så hvorfor behandler jeg mig selv sådan?

Jeg er midt i en livskrise, det er blevet sådan et smukt blomsterrødt modefænomén. Fatter ikke om det bare er fordi jeg har rundet det smukke tal 30, eller om det fordi jeg igen, igen, igen (for fuck sake!) er single. Og det er ikke fordi jeg aldrig har prøvet at være single "mange" gange før – så hvad pokker tuder jeg for – men jeg synes bare efterhånden, at jeg har været det ret længe. Sådan omtrent sammenlagt 7 år afbrudt af 2 forhold på næsten ½-1 år. 

HVORFOR skal sådan en dejlig og fantastisk kvinde som jeg, der er så social og udadvendt, sjov og supernaturlig, være single – jeg forstår det ikke!! Og det er nok i bund og grund dér årsagen til min utilfredshed ligger. Jeg har ikke accepteret det endnu.

Så hvordan gør man det, når ens æggestokke flagre udenpå kroppen, drømmen om den der dejlige villa med ét styks græsplæne og ham der, der er der for mig – og omvendt – når det bare ikke er der (hvor det skal være), hvordan accepterer man så, at man er alene?

Det handler om at lægge rør ud

Her taler vi ikke om noget som helst seksuelt. Og i det tilfælde havde jeg nok afsluttet sætningen med 'lægge rør ind'. Nej, her taler jeg om en positiv tilgang til livet. For hele livet handler det om, at lægge rør ud.

Når man lægger rør ud, så planter man frø. Man tager en beslutning om, at noget har vakt ens interesse. For eksempel har man måske lyst til at rejse, men har ikke nogen at rejse med. Så lægger man rør ud. Man begynder at undersøge mulighederne og tager måske kontakt til nogle. Det kan være, at man spørger rundt i omgangskredsen, eller det kan være at man er så modig, at man søger efter en rejsepartner på nettet. Uanset hvad, så har man lagt rør ud.

Alle rør bærer ikke nødvendigvis til frugt  og det er vigtigt at forstå, at det heller ikke er meningen. For så bliver man slemt skuffet.

Så snart man har sået et frø i omverdenen og i andre folks bevidsthed, kan man være sikker på, at der en dag er gevinst. For normalvis tiltrækker folk, de ting de har brug for. Med mindre man bare sætter sig ned i deprimeret tilstand med hænderne i skødet, hvilket nogle gange kan være det nemmeste.

Men hver gang man tør turde, rækker man hånden ud - og man tager en chance. En chance hvor man har alt at vinde og intet at tabe.

Tabuer ties ihjel

Men... JEG holder ikke kæft, for det betyder noget for MIG!!

Er det et tabu, at man som single nogle gange godt kan føle sig ensom - og alene for den sags skyld?

Er det et tabu, at man i en alder af "rundet det skarpe hjørne" pludselig ikke ved, hvad man vil (eller skal) med livet?

Er det et tabu, at man ikke altid har fattet meningen med livet?

------------------------------------------------------------

Nogle gange kommer denne dersens selvmedlidenhed over én. Man sidder i sin sofa og det har man egentlig gjort nogle gange i løbet af ugen. Man føler sig ensom - og måske også lidt alene - fordi man ikke har nogen at dele tilværelsen med. Måske når man endda frem til tanken om, at man ikke har noget liv, fordi man stadigvæk sidder fastgroet i sofabetrækket.

Og så begynder den evige dominerende brokrøv inde i mit hoved. "Du er din egen lykkes smed. Let røven, kom ud af den sofa. Gør noget, der kommer ikke nogen og gør det for dig. Du har alle mulighederne foran dig og du lader dem bare suse forbi. Der skal handling til forvandling. Hvorfor gør du ikke noget?"

Men... jeg ved ikke, hvad jeg skal... Jeg psykoanalyserer/mediterer/debatterer/spekulerer og brainstormer som en gal. Men jeg når bare ikke frem til noget, som jeg har lyst til at satse 100% på. Som person, har jeg altid været én, der er gået 100% efter de ting, som jeg har lyst til. Men nu ved jeg ikke engang, hvad jeg har lyst til. (Jo, mand, hus og børn - men det er jeg ligesom ikke selv herre over). Og så bliver jeg sgu en lille smule skuffet... mand, hus og børn... er det det, der skal definere mit liv og min lykke? Går jeg i stå, fordi jeg ikke har det? DET er sgu sørgeligt.

Selverkendelse: Jeg har opdaget, at når jeg sætter mig i et nyt forhold, så lægger jeg mange ting til side af mig selv. Indordner mig og lever "for ham" (og os). Hvorfor gør jeg mon det? Alle veninderne siger trøstende, jamen, gør vi ikke alle sammen det på ét eller andet plan. Øh jo, men et forhold skulle jo netop berige mig og give mig lyst til at springe ud i alle de projekter, jeg gerne vil - og det gør det også af og til. Kærligheden giver mig lysten og energien til at gøre nyt, til at være modig. Men den gør mig også handicappet og "afhængig".

Jeg synes, at jeg har været så beriget. Jeg har prøvet virkelig mange ting i mit unge liv. Og jeg ER ikke bare en pige, der sidder med hænderne i skøddet i min sofa. Jeg prøver MANGE nye ting, tager MANGE chancer og får mange ting tilbudt. (Så kommer stemmen igen; er det fordi du er utaknemmelig?) Det synes jeg jo ikke, at jeg er. Jeg synes bare ikke altid, at tingene går, som jeg gerne ville have, at det gjorde.

Er det en illusion, at hvis man har en kæreste og er i et godt forhold, så har man også én eller anden form for "ting man skal" og en fremtid at se frem imod? Som single kan jeg af og til godt føle, min fremtid er fremtiden med mand, hus og børn - punktum. Flyt fokus siger nogen - ja, men til hvad? Til alle de ting, som jeg ønsker mig, og som jeg ikke ved, hvad er?

Jeg er bange for tomme weekender. Der er ikke noget, jeg hader mere i hele verden, end tomme weekender. For det minder mig bare endnu mere om, hvor single jeg er. Og jeg HAR et netværk. Et godt netværk, men nogle gange er det bare noget helt andet, jeg har lyst til. Men kan ikke sætte ord på, hvad det er...

Betragter ikke mig selv, som noget dårligere menneske, fordi jeg tænker som jeg gør. Men er da lige ved at blive idiot over det nogle gange. Skal man have et mål, spørger mange. Næh, men er det ikke bare rart, at vide, hvad man går efter. At nyde livet er eksklusivt og dejligt - og det samme er, at tage én dag ad gangen. Og DET mande-gen, det gad jeg godt eje.

Findes der nogle tabuer i jeres liv?
Og hvad er jeres opskrift på livet?

STOP FEELING SORRY FOR YOURSELF!

Indirekte uærlig

Jeg bryder mig simpelthen ikke om, når folk er uærlige.

Det kan godt være, at I prøver at stikke blår i egne øjne. Og tror på at I stadigvæk er den supermand, I var engang - og ikke vil indse kendsgerningerne. Men I stikker også blår i en ny kvindes interesse. Og senere I bliver såret, når vi møder jer og finder ud af, at vi mister interessen, fordi I har været uærlige. (Så drop det!)

Nu har jeg dated 2 mænd indenfor de seneste par måneder: Taxichaufføren og stripperen
Og ingen af dem viste sig at være, dem de på profilbillederne udgav sig for at være.


Beklager, egentlig burde det jo ikke komme an på udseendet, MEN DET GØR DET! Vi tænder på det, vi ser. Og det gør I også!

Kvinder, det skal dog siges, at det var 2 knaldfornuftige, hjertens søde og virkelig dejlige mænd, med fornuften, intelligensen og hjertet på rette sted, men med udseendet imod sig.

På profilbillederne lignede de "hunks", intet mindre.

Taxichaufføren viste sig at være 20 kg tungere, end han udgav sig for. Og han så ud til at have taget det hele på på hagen. Altså ikke en fyr, jeg ville have henvendt mig til på gaden.

Stripperen viste sig at være knapt så business og mere huleboer - langt garn og behåret brystkasse. Ingen af delene noget der tænder mig.

For mig, er det det samme som at være uærlig. Vær sød at få opdateret jeres profilbilleder. Vær sød at lade være med at udgive jer for noget I ikke er. Hvis billederne er fra skoletiden, start 20'erne, hvor man var "chick" og så godt ud og meget har forandret sig siden. Så lad være med at give kvinder idéen om, at I stadigvæk er sådan, bare fordi I gerne vil være det.

Det giver bare ikke mening!

Det er sq* egentlig hæftigt nok

Antallet af enlige i Danmark er steget med 57 procent siden 1981

Er det så fordi det hele begyndte i 1981, eller er det fordi man først er begyndt at blive opmærksomme på antallet af enlige i 1981? 

I 2007 var der omkring 900.000 singler i Danmark i følge datingportalen parship. Og i dag lever 1 million, ifølge Danmarks Statistik, alene. Men det er faktisk ikke et nyt fænomen. Det samme skete nemlig fra 1880 til 1960'erne. Dengang var det, fordi man flyttede til byen for at arbejde og uddanne sig - og mulighederne i byen tiltrak. 

Men hvorfor er der så, så mange singler nu?

Var det bare en trend, som det bliver påstået i flere medier? Var singlekulturen en modreaktion på familie- og partrenden?

Mens jeg voksede op, husker jeg tydeligt, at der lige pludselig kom et boom af skilsmisser i mine forældres vennekreds. Det var i slutningen af 90'erne og starten af det nye århundrede. Men det er vi jo langt ovre nu. Så jeg har tit spekuleret på, om den egentlige årsag dengang var, at skilsmisser var så tabubelagte. I mine forældres generation var det jo meget naturligt, at man kæmpede for det man havde. Eller...blev man 'bare' sammen for børnenes skyld? Så da det første vennepar blev skilt, blev det ligesom "legalt" og trak resten af slænget med sig. Inklusive mine egne forældre.

Hvorfor er der så mange singler nu?

"Fordi det er nemmere...." (Årrrh, må jeg da kaste op!) 

Hvor har jeg hørt den sætning til hudløshed. I samme udstrækning som "det er kvinderne, de er bare blevet mere kræsne" og "folk de har bare nok i at selvrealisere sig selv, så de slet ikke har tid til en kæreste". Ja, men det sjove er, at der er to sider af den sag. Der er dem, der vælger at være single, fordi de har lyst til at være det af hvilken som helst årsag. Og så er der dem - os andre (red. mig!) - der rent faktisk ville ønske, at de ikke var det.

Når jeg bevæger mig rundt på dating-siderne og blandt singlefolket, så oplever jeg også to ting. Man møder  den mand der er blevet "skoldet" så meget, at han vælger kun at søge flirts/dates (læs; intet fast, kun SEX). Og så ser man alle dem, som stadigvæk drømmer om at finde den eneste ene at dele resten af livet sammen med. 

Men... er vi holdt op med at tro på, at den eneste ene findes?

Det er det, alle mennesker på datingsiderne søger. Det skriver de i hvert fald.

Er datingsiderne bare ikke stedet?
Søger vi for intenst?
Og tager vi imod alt der har en puls og ser venligt ud på et profilbillede?

Mine tanker er lidt, om vi ligger for meget i at date, eller lad os vende den om, ligger vi nok i at date? 

Når du møder én på et datingsite. Så møder du denne med den intention, at du gerne vil have en kæreste. Allerede dér, når du bladrer profilbillederne igennem, har du givet dem stemplet "kæreste-potentiale". Så kigger du videre på profilen, ser hvad personen har skrevet om sig selv, og sorterer fra, hvis du er radikal uenig, eller kriterie 1, 2 eller 3 på tjeklisten i baghovedet ikke opfyldes. (Læs; disse ting har jeg prøvet og skal bare ikke prøve igen osv.) 

Mød mig til en kop kaffe

Så sad jeg og surfede lidt rundt på nogle hjemmesider forleden - og faldt samtidig over et chatforum. Jeg kom til at snakke med en meget venlig fyr, som fik mig til at grine og vi fik nogle gode snakke. Vi udvekslede datingprofilnavn, så vi dér kunne se, hvem det var vi snakkede med. Og her var det jeg kom til at tænke:

                          Hvorfor dater vi ikke nogle flere?

Ikke på samme tid, det er jeg absolut ikke fortaler for. Men vi sidder 1 million ensomme singler, hjemme i vores små (registreret på enlige-statistikken) hjem og keeeeeeeder os. Ja, jeg gør i hvert fald - og er slet ikke i tvivl om, at der findes andre, der gør det samme. Oplever det af og til på facebook, at nogen smider én kommentar. Er der nogen der skal med i biffen? Jeg keder mig, what to do? Og lignende... Og så byder folk ind.

HVORFOR... gør man ikke det på dating-forums? "Mød mig til en kop kaffe" er måske lidt kliché og er nok blevet en anelse misbrugt, men... Jeg har en alene-aften, du har en alene-aften, lad os få noget god mad, lad os se, om vores kemi passer sammen. Og lad os for helvede for én gangs skyld, ikke snakke om i aften, om du bliver min eneste ene. For hvis du vil mig noget, HA! Ja, så skal vi nok ringe sammen igen.

 Vi møder mennesker, som vi ikke engang ville have vendt os om efter på gaden

Tjah, det er mit postulat. Vi vælger fyrer/kvinder ud på et datingsite, fordi de er der! Ikke fordi vi ville (billedligt) "have vendt os om efter dem på gaden". Forstået på den måde, at det ikke altid starter med ægte interesse - nej, vi vælger dem ud, fordi de er TILGÆNGELIGE. Er det ikke et eller andet sted en smule søgt?  Man glemmer at kigge rundt om på gaden og se, hvad der er der. Nærværret er forsvundet fuldstændig i billedegallerier på internettet. (Facebook, datingsites...)

Der bliver flere singler, som er trætte af at være det. Flere singlekvinder som bliver solomødre. Og berlingske spørger om hele denne singlekultur/individualisme er en trussel mod samfundet og samfundsudviklingen?

Hvad tænker du?

Er folk i parforhold lykkeligere end singler

Ifølge en artikel i bladet Samvirke, så er svaret ja.  Som single gennem 4 år, før mit sidste forhold, var jeg også overbevist om, at det var sandheden - også på trods af, at det fik mig til at virke en smule desperat (fred være med det!).

"Især mænd, der bor alene over længere tid, har øget risiko for at gå i hundene."
"Singler er udsatte, fordi de ofte står alene med bekymringer og problemer. Derfor er et socialt netværk helt afgørende."
"...mænd...henter ofte deres netværk gennem kvinder."
"Singler behøver ikke savne netværk, men mange singler gør."
"...ufrivillige singler er oftest mest udsatte."

"Selvfølgelig kan man have et fantastisk liv som single.... Det kræver dog et solidt netværk og troen på, at man er god nok."

Skrevet af Bente Schmidt

For mig er det bare mere skønt at være to. Griner - er jeg ved at gå i hundene??

Forskellen på mænd og kvinder

Tilføj billedtekst

Hvem valgte, at kvinderne skulle have:
-Alle tankerne
-Alle følelserne
og
-Samvittigheden (ansvarsfølelsen)?

Mens mændene fik:
- Den dårlige (til tider egoistiske) opførsel
- Den afslappede/relaxed/layed back holdning (vi når det nok) og til tider ligeglade holdning (jamen, det er jo ikke vigtigt)
og
- Offerrollen?

Det er en debat jeg gerne vil sætte igang.

Debatten udspringer sig af en telefonsamtale med min veninde. Hendes eks-mand har posted noget, som jeg synes er totalt malplaceret, på sin nye kærestes facebook-væg.

Citat:
"Hej Skat. Tillykke med 1 års-dagen. Når man nu har levet i konstant frygt for vrede udbrud i 7 års ægteskab, så er det dejligt endelig at møde én som dig."

Hvorfor er det, at mænd spiller ofre? Hvis det var så dårligt at være i det ægteskab, og hvis han virkelig var såååååå bange for sin kones vrede udbrud (nu kender jeg ham altså ikke som en tøsedreng, men...). Når han giver udtryk for dette - HVORFOR gik han så ikke fra hende? Hvorfor blev han så og kæmpede endnu mere for det, da det ikke gik som det skulle?

Mænd har også et valg. De kan også tage en beslutning om, at et forhold skal ende. Men for mænd er det bare ikke en løsning at trække i nødstoppet. Det er under deres værdighed, eller hvad ved jeg. Og så er det tydeligvis nemmere at tilsvine på revanche.

Det er sjældent, at man oplever sådan en udtalelse fra en kvinde, er det ikke? De ville ikke have behovet for at lufte disse ting offentligt- ville de? Måske til veninderne, men da ikke på en facebook-væg? Fair nok at han tænker det, eller deler det med kæresten, men at delagtiggøre det netop dér, der røg min menneskelige overbærenhed.

Mænd fortæller aldrig en ny kæreste, om hvor godt et tidligere forhold har været, det fortrænger de. Og det var ALDRIG jeres skyld at det gik forbi. Mænd bliver bitre, når det er kvinderne, der gør det forbi og så skynder de sig videre med deres sårede stolthed til den næste dame for at slikke sår og få bekræftelse. Næh nej, det er skam ikke jer.

SÅ LA' DA VÆR'!

Charmepsykopater med reptilhjerner

Som meget nylig selvgjort singlekvinde, kan jeg godt tænke lidt, om 'den slags mænd' er de eneste samfundet har at byde os.

Jeg har 'hørt', at kvinder er blevet mere kræsne - det er jeg med garanti også selv, med alderen. Og jeg er da absolut ikke fejlfri.

Med min sidste kæreste gjorde jeg mig en KÆMPE erfaring, som satte dybe spor i min sjæl. Og mens han allerede rider videre på charmebølgen igen og snyder endnu en fantastisk pige med sin manipulerende og destruktive adfærd. Så vader jeg rundt i zombieland og HADER ham!

Jeg fortjener en mand. En mand der behandler mig ordentligt og med respekt. En livsledsagerske og de mest fantastiske børn i hele verden. Så jeg gik på dating - og hvad blev jeg mødt med?

Næsten ene af mænd med bar overkrop, træningscenter og tusch skrevet henover sig. (Åh gud, lyder næsten fordomsfuld, og det er jeg vel også en tiny-weny smule indvendig). Men jeg tænder bare ikke på en stor-større-størst sixpack uden hjerne (av, fordomsfuld) med hverdag der hedder 6 ud af 7 dage i et træningscenter. En mand med en chiwawa, der skriver søde og bruger en milliard hjerter, behøver ikke kigge i min retning. Jeg har ikke intentioner om at være hundelufter og hans overarms kølerfigur.

Så var der alle de mænd, som helt sikkert fortjener en dejlig kæreste, lige såvel som jeg gør, men hvor man tænker; Host! Uheldig.
- hvem af jer piger tænder på et cykelstyr? (red. skæg)
- hvem af jer tøser tænder på en fyr, der absolut ikke smiler og ser ud som om kameraet har ydet voldtægt på ham?

Er jeg den eneste, der nogle gange har haft tanken, oh my GOD, der er kun affaldet tilbage - Hvad siger det om mig?

Læste en befriende artikel forleden med Per Pallesens datter. Hun er blevet single/skilt og ikke med hendes gode vilje. Hun er af den overbevisning, at man sgu skal kæmpe for kærligheden - Olé for hende! Jeg er SÅ enig, dog ikke for enhver pris, men folk giver alt for let op idag.

Her siger hun så i artiklen noget i retning af - tjah oversat med et spids af min egen fortolkning - jeg får mig sgu aldrig en mand. De gode er allerede optaget og afsat til de dejlige piger, som forstår at holde på deres mænd og kæmpe for det, de har.

Hmm... tænke tænke, betyder det så, at det kun er charmepsykopater med reptilhjerner tilbage? Sådan én var min eks. Så meget hellere være single da :-)

Velkommen til mig i blogland ;)

Nogle havde allerede 'spist' mit brugernavn - og så var gode råd dyre. BeInspired, det ER bare mig! Så når stædig er et mellemnavn, er man selvfølgelig nødt til at 'eje' det.

Lidt om mig:
Jeg er en frøken. Rundet et skarpt hjørne. Single (surprise).
Humoristisk tilgang til livet og yderst eftertænksom (gab, få det til at holde op!)

Min mission med min blog:
Er at høre jeres meninger og holdninger; at bibeholde sin egen horisont er for snæversynet ifølge mig. At dele "tovlige" events i mit liv (for sådan er jeg jo bare) - og komme af med lidt galde, når hverdagen trænger én op i en krog.

Så jeg håber, at I vil dele med mig.

På genhør!