Er det et tabu, at man som single nogle gange godt kan føle sig ensom - og alene for den sags skyld?
Er det et tabu, at man i en alder af "rundet det skarpe hjørne" pludselig ikke ved, hvad man vil (eller skal) med livet?
Er det et tabu, at man ikke altid har fattet meningen med livet?
------------------------------------------------------------
Nogle gange kommer denne dersens selvmedlidenhed over én. Man sidder i sin sofa og det har man egentlig gjort nogle gange i løbet af ugen. Man føler sig ensom - og måske også lidt alene - fordi man ikke har nogen at dele tilværelsen med. Måske når man endda frem til tanken om, at man ikke har noget liv, fordi man stadigvæk sidder fastgroet i sofabetrækket.
Og så begynder den evige dominerende brokrøv inde i mit hoved. "Du er din egen lykkes smed. Let røven, kom ud af den sofa. Gør noget, der kommer ikke nogen og gør det for dig. Du har alle mulighederne foran dig og du lader dem bare suse forbi. Der skal handling til forvandling. Hvorfor gør du ikke noget?"
Men... jeg ved ikke, hvad jeg skal... Jeg psykoanalyserer/mediterer/debatterer/spekulerer og brainstormer som en gal. Men jeg når bare ikke frem til noget, som jeg har lyst til at satse 100% på. Som person, har jeg altid været én, der er gået 100% efter de ting, som jeg har lyst til. Men nu ved jeg ikke engang, hvad jeg har lyst til. (Jo, mand, hus og børn - men det er jeg ligesom ikke selv herre over). Og så bliver jeg sgu en lille smule skuffet... mand, hus og børn... er det det, der skal definere mit liv og min lykke? Går jeg i stå, fordi jeg ikke har det? DET er sgu sørgeligt.
Selverkendelse: Jeg har opdaget, at når jeg sætter mig i et nyt forhold, så lægger jeg mange ting til side af mig selv. Indordner mig og lever "for ham" (og os). Hvorfor gør jeg mon det? Alle veninderne siger trøstende, jamen, gør vi ikke alle sammen det på ét eller andet plan. Øh jo, men et forhold skulle jo netop berige mig og give mig lyst til at springe ud i alle de projekter, jeg gerne vil - og det gør det også af og til. Kærligheden giver mig lysten og energien til at gøre nyt, til at være modig. Men den gør mig også handicappet og "afhængig".
Jeg synes, at jeg har været så beriget. Jeg har prøvet virkelig mange ting i mit unge liv. Og jeg ER ikke bare en pige, der sidder med hænderne i skøddet i min sofa. Jeg prøver MANGE nye ting, tager MANGE chancer og får mange ting tilbudt. (Så kommer stemmen igen; er det fordi du er utaknemmelig?) Det synes jeg jo ikke, at jeg er. Jeg synes bare ikke altid, at tingene går, som jeg gerne ville have, at det gjorde.
Er det en illusion, at hvis man har en kæreste og er i et godt forhold, så har man også én eller anden form for "ting man skal" og en fremtid at se frem imod? Som single kan jeg af og til godt føle, min fremtid er fremtiden med mand, hus og børn - punktum. Flyt fokus siger nogen - ja, men til hvad? Til alle de ting, som jeg ønsker mig, og som jeg ikke ved, hvad er?
Jeg er bange for tomme weekender. Der er ikke noget, jeg hader mere i hele verden, end tomme weekender. For det minder mig bare endnu mere om, hvor single jeg er. Og jeg HAR et netværk. Et godt netværk, men nogle gange er det bare noget helt andet, jeg har lyst til. Men kan ikke sætte ord på, hvad det er...
Betragter ikke mig selv, som noget dårligere menneske, fordi jeg tænker som jeg gør. Men er da lige ved at blive idiot over det nogle gange. Skal man have et mål, spørger mange. Næh, men er det ikke bare rart, at vide, hvad man går efter. At nyde livet er eksklusivt og dejligt - og det samme er, at tage én dag ad gangen. Og DET mande-gen, det gad jeg godt eje.
Findes der nogle tabuer i jeres liv?
Og hvad er jeres opskrift på livet?
STOP FEELING SORRY FOR YOURSELF!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar