Begrebet "prøvetid" fandtes "dengang mor var ung", altså tilbage i "de gode gamle dage" for sådan omtrent før-finanskrise tid. Dengang påtog man sig en gensidig prøvetid mellem arbejdsgiver og medarbejder, når man blev ansat i et nyt job.
Jeg scroller nedover googles resultat af min søgning.
Krifa skriver: Der findes ingen regler for prøvetid.
HK skriver: Prøvetiden er højst tre måneder (altså findes den, tænker jeg)
Men tyer jeg så til virkelighedens historier, ja, så bliver jeg slemt skuffet - og introduceres nu for fagforeningernes og jobcenterets love darling: KARANTÆNE
Det er sådan idag, at hvis du påbegynder et nyt job, så kan du glemme ALT om, at der er noget der hedder prøvetid. Det er i hvert fald den opfattelse, jeg har fået af systemet. Påbegynder du et job og jobbet viser sig, at være totalt noget andet end det virksomheden har givet udtryk for, så er du placeret dér i akkurat lige så lang tid, det tager dig at finde et nyt. Og det er jo helt fantastisk nemt at gøre i disse finanskrise tider.
Den opmærksomme læser og regeringselskende kværulant, vil sikkert her udbryde: Jamen, i det mindste har man et job, så man skal ikke klage.
Det er korrekt, men forestil jer hvilken entusiasme en medarbejder, der er tvungen i job yder, i forhold til en medarbejder der passer til jobprofilen.
Så har man også muligheden for at ÆDE KARANTÆNEN. Hvilket kun er tiltalende for folk der har kapitaloverskud midt i finanskrisen. Ja, og så for dem, der bliver så godt og grundigt træt af situationen og regeringens falden-på-halen politik, at de siger: OP i røven med det hele, så må jeg sgu' tage den karantæne.
Selvfølgelig er begrebet: Karantæne, indført for at stoppe alle behageligheds jobflygtningene. Men... Hvad fanden skal en generalisering til for? Hvorfor straffer man dem, der gerne vil arbejde - i stedet for at påskønne det? Men det er en hel anden debat, vi kan tage en anden dag.
Bare ærgerligt Sonny Boy - har man sagt ja hænger man på den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar