Antallet af enlige i Danmark er steget med 57 procent siden 1981
I 2007 var der omkring 900.000 singler i Danmark i følge datingportalen parship. Og i dag lever 1 million, ifølge Danmarks Statistik, alene. Men det er faktisk ikke et nyt fænomen. Det samme skete nemlig fra 1880 til 1960'erne. Dengang var det, fordi man flyttede til byen for at arbejde og uddanne sig - og mulighederne i byen tiltrak.
Men hvorfor er der så, så mange singler nu?
Var det bare en trend, som det bliver påstået i flere medier? Var singlekulturen en modreaktion på familie- og partrenden?
Mens jeg voksede op, husker jeg tydeligt, at der lige pludselig kom et boom af skilsmisser i mine forældres vennekreds. Det var i slutningen af 90'erne og starten af det nye århundrede. Men det er vi jo langt ovre nu. Så jeg har tit spekuleret på, om den egentlige årsag dengang var, at skilsmisser var så tabubelagte. I mine forældres generation var det jo meget naturligt, at man kæmpede for det man havde. Eller...blev man 'bare' sammen for børnenes skyld? Så da det første vennepar blev skilt, blev det ligesom "legalt" og trak resten af slænget med sig. Inklusive mine egne forældre.
Hvorfor er der så mange singler nu?
Hvorfor er der så mange singler nu?
"Fordi det er nemmere...." (Årrrh, må jeg da kaste op!)
Hvor har jeg hørt den sætning til hudløshed. I samme udstrækning som "det er kvinderne, de er bare blevet mere kræsne" og "folk de har bare nok i at selvrealisere sig selv, så de slet ikke har tid til en kæreste". Ja, men det sjove er, at der er to sider af den sag. Der er dem, der vælger at være single, fordi de har lyst til at være det af hvilken som helst årsag. Og så er der dem - os andre (red. mig!) - der rent faktisk ville ønske, at de ikke var det.
Når jeg bevæger mig rundt på dating-siderne og blandt singlefolket, så oplever jeg også to ting. Man møder den mand der er blevet "skoldet" så meget, at han vælger kun at søge flirts/dates (læs; intet fast, kun SEX). Og så ser man alle dem, som stadigvæk drømmer om at finde den eneste ene at dele resten af livet sammen med.
Men... er vi holdt op med at tro på, at den eneste ene findes?
Det er det, alle mennesker på datingsiderne søger. Det skriver de i hvert fald.
Er datingsiderne bare ikke stedet?
Søger vi for intenst?
Og tager vi imod alt der har en puls og ser venligt ud på et profilbillede?
Mine tanker er lidt, om vi ligger for meget i at date, eller lad os vende den om, ligger vi nok i at date?
Når du møder én på et datingsite. Så møder du denne med den intention, at du gerne vil have en kæreste. Allerede dér, når du bladrer profilbillederne igennem, har du givet dem stemplet "kæreste-potentiale". Så kigger du videre på profilen, ser hvad personen har skrevet om sig selv, og sorterer fra, hvis du er radikal uenig, eller kriterie 1, 2 eller 3 på tjeklisten i baghovedet ikke opfyldes. (Læs; disse ting har jeg prøvet og skal bare ikke prøve igen osv.)
Mød mig til en kop kaffe
Så sad jeg og surfede lidt rundt på nogle hjemmesider forleden - og faldt samtidig over et chatforum. Jeg kom til at snakke med en meget venlig fyr, som fik mig til at grine og vi fik nogle gode snakke. Vi udvekslede datingprofilnavn, så vi dér kunne se, hvem det var vi snakkede med. Og her var det jeg kom til at tænke:
Hvorfor dater vi ikke nogle flere?
Ikke på samme tid, det er jeg absolut ikke fortaler for. Men vi sidder 1 million ensomme singler, hjemme i vores små (registreret på enlige-statistikken) hjem og keeeeeeeder os. Ja, jeg gør i hvert fald - og er slet ikke i tvivl om, at der findes andre, der gør det samme. Oplever det af og til på facebook, at nogen smider én kommentar. Er der nogen der skal med i biffen? Jeg keder mig, what to do? Og lignende... Og så byder folk ind.
HVORFOR... gør man ikke det på dating-forums? "Mød mig til en kop kaffe" er måske lidt kliché og er nok blevet en anelse misbrugt, men... Jeg har en alene-aften, du har en alene-aften, lad os få noget god mad, lad os se, om vores kemi passer sammen. Og lad os for helvede for én gangs skyld, ikke snakke om i aften, om du bliver min eneste ene. For hvis du vil mig noget, HA! Ja, så skal vi nok ringe sammen igen.
Vi møder mennesker, som vi ikke engang ville have vendt os om efter på gaden
Tjah, det er mit postulat. Vi vælger fyrer/kvinder ud på et datingsite, fordi de er der! Ikke fordi vi ville (billedligt) "have vendt os om efter dem på gaden". Forstået på den måde, at det ikke altid starter med ægte interesse - nej, vi vælger dem ud, fordi de er TILGÆNGELIGE. Er det ikke et eller andet sted en smule søgt? Man glemmer at kigge rundt om på gaden og se, hvad der er der. Nærværret er forsvundet fuldstændig i billedegallerier på internettet. (Facebook, datingsites...)
Der bliver flere singler, som er trætte af at være det. Flere singlekvinder som bliver solomødre. Og berlingske spørger om hele denne singlekultur/individualisme er en trussel mod samfundet og samfundsudviklingen?
Hvad tænker du?
Hvad tænker du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar