Det er sq* egentlig hæftigt nok

Antallet af enlige i Danmark er steget med 57 procent siden 1981

Er det så fordi det hele begyndte i 1981, eller er det fordi man først er begyndt at blive opmærksomme på antallet af enlige i 1981? 

I 2007 var der omkring 900.000 singler i Danmark i følge datingportalen parship. Og i dag lever 1 million, ifølge Danmarks Statistik, alene. Men det er faktisk ikke et nyt fænomen. Det samme skete nemlig fra 1880 til 1960'erne. Dengang var det, fordi man flyttede til byen for at arbejde og uddanne sig - og mulighederne i byen tiltrak. 

Men hvorfor er der så, så mange singler nu?

Var det bare en trend, som det bliver påstået i flere medier? Var singlekulturen en modreaktion på familie- og partrenden?

Mens jeg voksede op, husker jeg tydeligt, at der lige pludselig kom et boom af skilsmisser i mine forældres vennekreds. Det var i slutningen af 90'erne og starten af det nye århundrede. Men det er vi jo langt ovre nu. Så jeg har tit spekuleret på, om den egentlige årsag dengang var, at skilsmisser var så tabubelagte. I mine forældres generation var det jo meget naturligt, at man kæmpede for det man havde. Eller...blev man 'bare' sammen for børnenes skyld? Så da det første vennepar blev skilt, blev det ligesom "legalt" og trak resten af slænget med sig. Inklusive mine egne forældre.

Hvorfor er der så mange singler nu?

"Fordi det er nemmere...." (Årrrh, må jeg da kaste op!) 

Hvor har jeg hørt den sætning til hudløshed. I samme udstrækning som "det er kvinderne, de er bare blevet mere kræsne" og "folk de har bare nok i at selvrealisere sig selv, så de slet ikke har tid til en kæreste". Ja, men det sjove er, at der er to sider af den sag. Der er dem, der vælger at være single, fordi de har lyst til at være det af hvilken som helst årsag. Og så er der dem - os andre (red. mig!) - der rent faktisk ville ønske, at de ikke var det.

Når jeg bevæger mig rundt på dating-siderne og blandt singlefolket, så oplever jeg også to ting. Man møder  den mand der er blevet "skoldet" så meget, at han vælger kun at søge flirts/dates (læs; intet fast, kun SEX). Og så ser man alle dem, som stadigvæk drømmer om at finde den eneste ene at dele resten af livet sammen med. 

Men... er vi holdt op med at tro på, at den eneste ene findes?

Det er det, alle mennesker på datingsiderne søger. Det skriver de i hvert fald.

Er datingsiderne bare ikke stedet?
Søger vi for intenst?
Og tager vi imod alt der har en puls og ser venligt ud på et profilbillede?

Mine tanker er lidt, om vi ligger for meget i at date, eller lad os vende den om, ligger vi nok i at date? 

Når du møder én på et datingsite. Så møder du denne med den intention, at du gerne vil have en kæreste. Allerede dér, når du bladrer profilbillederne igennem, har du givet dem stemplet "kæreste-potentiale". Så kigger du videre på profilen, ser hvad personen har skrevet om sig selv, og sorterer fra, hvis du er radikal uenig, eller kriterie 1, 2 eller 3 på tjeklisten i baghovedet ikke opfyldes. (Læs; disse ting har jeg prøvet og skal bare ikke prøve igen osv.) 

Mød mig til en kop kaffe

Så sad jeg og surfede lidt rundt på nogle hjemmesider forleden - og faldt samtidig over et chatforum. Jeg kom til at snakke med en meget venlig fyr, som fik mig til at grine og vi fik nogle gode snakke. Vi udvekslede datingprofilnavn, så vi dér kunne se, hvem det var vi snakkede med. Og her var det jeg kom til at tænke:

                          Hvorfor dater vi ikke nogle flere?

Ikke på samme tid, det er jeg absolut ikke fortaler for. Men vi sidder 1 million ensomme singler, hjemme i vores små (registreret på enlige-statistikken) hjem og keeeeeeeder os. Ja, jeg gør i hvert fald - og er slet ikke i tvivl om, at der findes andre, der gør det samme. Oplever det af og til på facebook, at nogen smider én kommentar. Er der nogen der skal med i biffen? Jeg keder mig, what to do? Og lignende... Og så byder folk ind.

HVORFOR... gør man ikke det på dating-forums? "Mød mig til en kop kaffe" er måske lidt kliché og er nok blevet en anelse misbrugt, men... Jeg har en alene-aften, du har en alene-aften, lad os få noget god mad, lad os se, om vores kemi passer sammen. Og lad os for helvede for én gangs skyld, ikke snakke om i aften, om du bliver min eneste ene. For hvis du vil mig noget, HA! Ja, så skal vi nok ringe sammen igen.

 Vi møder mennesker, som vi ikke engang ville have vendt os om efter på gaden

Tjah, det er mit postulat. Vi vælger fyrer/kvinder ud på et datingsite, fordi de er der! Ikke fordi vi ville (billedligt) "have vendt os om efter dem på gaden". Forstået på den måde, at det ikke altid starter med ægte interesse - nej, vi vælger dem ud, fordi de er TILGÆNGELIGE. Er det ikke et eller andet sted en smule søgt?  Man glemmer at kigge rundt om på gaden og se, hvad der er der. Nærværret er forsvundet fuldstændig i billedegallerier på internettet. (Facebook, datingsites...)

Der bliver flere singler, som er trætte af at være det. Flere singlekvinder som bliver solomødre. Og berlingske spørger om hele denne singlekultur/individualisme er en trussel mod samfundet og samfundsudviklingen?

Hvad tænker du?

Er folk i parforhold lykkeligere end singler

Ifølge en artikel i bladet Samvirke, så er svaret ja.  Som single gennem 4 år, før mit sidste forhold, var jeg også overbevist om, at det var sandheden - også på trods af, at det fik mig til at virke en smule desperat (fred være med det!).

"Især mænd, der bor alene over længere tid, har øget risiko for at gå i hundene."
"Singler er udsatte, fordi de ofte står alene med bekymringer og problemer. Derfor er et socialt netværk helt afgørende."
"...mænd...henter ofte deres netværk gennem kvinder."
"Singler behøver ikke savne netværk, men mange singler gør."
"...ufrivillige singler er oftest mest udsatte."

"Selvfølgelig kan man have et fantastisk liv som single.... Det kræver dog et solidt netværk og troen på, at man er god nok."

Skrevet af Bente Schmidt

For mig er det bare mere skønt at være to. Griner - er jeg ved at gå i hundene??

Forskellen på mænd og kvinder

Tilføj billedtekst

Hvem valgte, at kvinderne skulle have:
-Alle tankerne
-Alle følelserne
og
-Samvittigheden (ansvarsfølelsen)?

Mens mændene fik:
- Den dårlige (til tider egoistiske) opførsel
- Den afslappede/relaxed/layed back holdning (vi når det nok) og til tider ligeglade holdning (jamen, det er jo ikke vigtigt)
og
- Offerrollen?

Det er en debat jeg gerne vil sætte igang.

Debatten udspringer sig af en telefonsamtale med min veninde. Hendes eks-mand har posted noget, som jeg synes er totalt malplaceret, på sin nye kærestes facebook-væg.

Citat:
"Hej Skat. Tillykke med 1 års-dagen. Når man nu har levet i konstant frygt for vrede udbrud i 7 års ægteskab, så er det dejligt endelig at møde én som dig."

Hvorfor er det, at mænd spiller ofre? Hvis det var så dårligt at være i det ægteskab, og hvis han virkelig var såååååå bange for sin kones vrede udbrud (nu kender jeg ham altså ikke som en tøsedreng, men...). Når han giver udtryk for dette - HVORFOR gik han så ikke fra hende? Hvorfor blev han så og kæmpede endnu mere for det, da det ikke gik som det skulle?

Mænd har også et valg. De kan også tage en beslutning om, at et forhold skal ende. Men for mænd er det bare ikke en løsning at trække i nødstoppet. Det er under deres værdighed, eller hvad ved jeg. Og så er det tydeligvis nemmere at tilsvine på revanche.

Det er sjældent, at man oplever sådan en udtalelse fra en kvinde, er det ikke? De ville ikke have behovet for at lufte disse ting offentligt- ville de? Måske til veninderne, men da ikke på en facebook-væg? Fair nok at han tænker det, eller deler det med kæresten, men at delagtiggøre det netop dér, der røg min menneskelige overbærenhed.

Mænd fortæller aldrig en ny kæreste, om hvor godt et tidligere forhold har været, det fortrænger de. Og det var ALDRIG jeres skyld at det gik forbi. Mænd bliver bitre, når det er kvinderne, der gør det forbi og så skynder de sig videre med deres sårede stolthed til den næste dame for at slikke sår og få bekræftelse. Næh nej, det er skam ikke jer.

SÅ LA' DA VÆR'!

Charmepsykopater med reptilhjerner

Som meget nylig selvgjort singlekvinde, kan jeg godt tænke lidt, om 'den slags mænd' er de eneste samfundet har at byde os.

Jeg har 'hørt', at kvinder er blevet mere kræsne - det er jeg med garanti også selv, med alderen. Og jeg er da absolut ikke fejlfri.

Med min sidste kæreste gjorde jeg mig en KÆMPE erfaring, som satte dybe spor i min sjæl. Og mens han allerede rider videre på charmebølgen igen og snyder endnu en fantastisk pige med sin manipulerende og destruktive adfærd. Så vader jeg rundt i zombieland og HADER ham!

Jeg fortjener en mand. En mand der behandler mig ordentligt og med respekt. En livsledsagerske og de mest fantastiske børn i hele verden. Så jeg gik på dating - og hvad blev jeg mødt med?

Næsten ene af mænd med bar overkrop, træningscenter og tusch skrevet henover sig. (Åh gud, lyder næsten fordomsfuld, og det er jeg vel også en tiny-weny smule indvendig). Men jeg tænder bare ikke på en stor-større-størst sixpack uden hjerne (av, fordomsfuld) med hverdag der hedder 6 ud af 7 dage i et træningscenter. En mand med en chiwawa, der skriver søde og bruger en milliard hjerter, behøver ikke kigge i min retning. Jeg har ikke intentioner om at være hundelufter og hans overarms kølerfigur.

Så var der alle de mænd, som helt sikkert fortjener en dejlig kæreste, lige såvel som jeg gør, men hvor man tænker; Host! Uheldig.
- hvem af jer piger tænder på et cykelstyr? (red. skæg)
- hvem af jer tøser tænder på en fyr, der absolut ikke smiler og ser ud som om kameraet har ydet voldtægt på ham?

Er jeg den eneste, der nogle gange har haft tanken, oh my GOD, der er kun affaldet tilbage - Hvad siger det om mig?

Læste en befriende artikel forleden med Per Pallesens datter. Hun er blevet single/skilt og ikke med hendes gode vilje. Hun er af den overbevisning, at man sgu skal kæmpe for kærligheden - Olé for hende! Jeg er SÅ enig, dog ikke for enhver pris, men folk giver alt for let op idag.

Her siger hun så i artiklen noget i retning af - tjah oversat med et spids af min egen fortolkning - jeg får mig sgu aldrig en mand. De gode er allerede optaget og afsat til de dejlige piger, som forstår at holde på deres mænd og kæmpe for det, de har.

Hmm... tænke tænke, betyder det så, at det kun er charmepsykopater med reptilhjerner tilbage? Sådan én var min eks. Så meget hellere være single da :-)

Velkommen til mig i blogland ;)

Nogle havde allerede 'spist' mit brugernavn - og så var gode råd dyre. BeInspired, det ER bare mig! Så når stædig er et mellemnavn, er man selvfølgelig nødt til at 'eje' det.

Lidt om mig:
Jeg er en frøken. Rundet et skarpt hjørne. Single (surprise).
Humoristisk tilgang til livet og yderst eftertænksom (gab, få det til at holde op!)

Min mission med min blog:
Er at høre jeres meninger og holdninger; at bibeholde sin egen horisont er for snæversynet ifølge mig. At dele "tovlige" events i mit liv (for sådan er jeg jo bare) - og komme af med lidt galde, når hverdagen trænger én op i en krog.

Så jeg håber, at I vil dele med mig.

På genhør!