Livet, som vi troede det sku være

Forleden sad vi nogle tøser samlet til hygge. Og snakken faldt på:

Livet, som vi troede det skulle være

Som unge troede vi allesammen, at livet skulle være således; Man gik i skole, fik en uddannelse, fandt sig en mand, fik nogle børn og så levede man lykkeligt til sine dages ende.

Hurra...og velkommen til det virkelige liv

For ingenting blev, som vi troede det skulle være. Der kom skilsmisser, der kom kærestesorger, der kom modgang, der kom stress, umulige unger (men også dejlige unger), der kom dårlig økonomi, skod arbejdspladser og umulige chefer. 

Men igen... that's just the way life is.

Er der andre end os, der troede at livet skulle være noget andet, end det det blev??

Coaching - skabes der et forventningspres og en forskubbelse af vores opfattelse af "normalitet"??

Jeg er af den overbevisning, at coaching sikkert har hjulpet mange til at klarlægge what-ever og nå deres mål - samt tvunget nogle folk til at handle. For som Coaching prædiker, så har vi alle svarene i os selv. Samtidig har jeg også en skepsis omkring, om det også er med til at gøre nogle mennesker usikre og mere forvirrede. 

Hvad nu hvis; coaching også har været med til at skrue forventningerne i samfundet op? 

I 90'erne blev det pludselig en smart trend og mange mennesker brugte millioner af kroner på at gå til coach. Finde sit livsmål, finde en mening. Få et skub, finde et formål osv.
Begrebet findes stadig - og man hører stadig meget om Sofia Manning, som jeg beundrer. 

Og det er som om, at Sofia Manning i sit materiale, også har været nødt til at skrue forventningerne ned (I hvert fald set med mine øjne). Coaching, og at finde svar, gør jo ikke altid, at vi nødvendigvis bliver lykkelig. Mer' vil have mere. Der findes jo flere facetter af det, at nå dertil. Og det kan være så individuelt fra person til person.

Med coaching-bølgen kom også tanken om/følelsen af, at man KAN nå sine mål og opnå sine drømme. Det umulige gjort muligt. Et håb blev født. Men spørgsmålet er bare om man altid SKAL?

Folk der opsøger en coach kommer selvfølgelig med en drøm, et håb, en forventning - om noget bedre. Om at få hjælp til at opnå, eller finde frem til (gennem vejledende spørgsmål), hvad det er, man gerne vil opnå.

Spørgsmålet er bare (Ja, mit spørgsmål): Hvad nu hvis, vi fremprovokerer nogle ønsker, som vi i bund og grund var afklarede med? Hvad nu hvis vi begynder at ønske os noget andet, bare fordi vi har muligheden? Men også... at vi føler, at vi har presset, til at vi SKAL gå efter noget (læs; bedre og andet). Og... kan vi altid være sikre på, at det vi ønsker os - også er det, som vi inderst inde, gerne vil/skal?

Mine skeptiske spørgsmål kommer af, at flere og flere mennesker bukker under med stress, depression. Bukker under for det daglige pres fra indtryk - med andre ord hverdagspresset. 

Og så er det jeg spørger, er det det værd?

At miste nogen

Det der med at miste nogen, det er lidt tæt på i disse dage. Og det er virkelig ikke noget man ønsker. Tanker som, "Ok, hvis det bliver den og den, DET overlever jeg bare ikke."

Vi ved jo godt, at vores forældre en dag skal herfra. Men hvordan forbereder vi os på det? Skal ens forældre herfra igennem sygdom, og skal familien så tvinges ud i et ulideligt omsorgsforløb, hvor man ser ens kære forgå. Kræft, alzheimers, en tragisk bilulykke, der er ingen af os, der kender fremtiden - og det behøver jo ikke engang være vores forældre, der forlader os først.

At vi skal dø, er jo ikke noget, jeg går og tænker på, eller forbereder mig på, hver eneste dag. Det ville jo være spild af tid. Igen handler det nok om, at jeg som person, og som menneske, ikke er særlig god til at sige farvel. Hvad enten det er til folk ved kisten, til en eks-kæreste eller til en nær ven, der engang var tættere. Så rammer det bare lige i hjertet - og gør noget ved én (og ens retfærdigheds sans).

Så tænker jeg igen. Gad vide, om der kommer den her årgang, hvor forældre falder væk. Ligesom der var en årgang, hvor allesammen fik børn. Og man så kan lære af sine venner, eller de kan lære af dig, alt efter, hvem der kommer først "med oplevelsen" (og der er bare nogle ting her i livet, hvor man godt gad, IKKE at være den første til at opleve dette).

Men som sagt: Der er bare alle de her kapitler af livet, som (ikke alle, men nogle) går igennem.

En nation pakket ind i vat

Jeg har det med begrebet "særligt sensitiv", som jeg har det med den debat, der var i Go'morgen Danmark her til morgen, omkring "nye stramme regler for fødselsdage". En daginstitutions forbud mod pølsehorn, pizzasnegle og udskåret "hjemmebragt" frugt.

Her udtalte Mikkel Berentsen sin mening for åben skærm: 

"Børn skal galvaniseres indvendigt". 

Med andre ord mente han (omskrevet til mit eget sprog), Hvad fanden er det for en gang nonsens med de forbud!! 

Vi skærmer børn (ja eller bare generelt vores madvarer), så meget af for bakterier nu til dags, at når der så endelig er bare en lille smule "skidt"(eller sunde resistenser), så bliver vi SÅ uhelbredeligt syge, fordi vi har gjort os selv uimodtagelige overfor snavs/aliens/baciller - you name it! 

Og Mikkel Berentsen tilføjede; "Vi bliver så smask syge, når vi så rejser til Thailand for første gang på ferie." ENIG!!

For nogle uger siden var jeg til et foredrag, hvor foredragsholderen sagde; Det antal af indtryk vi for nogle år siden fik på et helt år(eller var det to??), det får vi idag på et døgn. Er det ikke lidt tankevækkende? Vi overfodres.

Og så tilbage til de "særligt sensitive". Det er selvfølgelig skræmmende, og der er helt sikkert flere og flere folk, der har/får det sådan - ikke bare fordi det idag er tilladt at sige højt, at man har det sådan (ligesom depression, prosit) - men hvad med at forebygge, istedet for at symptombehandle og acceptere at det "bare" er sådan?

LAD OS FEJRE SKIDT, SNAVS, FREMMEDLEGEMER (Sågar rygning, når de gør det, uden at genere nogle) og lad os indføre Nærvær (og sætte tiden lidt i stå)!

Jeg tænker blot.  Denne teknologiske udvikling/sundhedsfanatisme/"sikkerhed"/jagen og stræben efter mål og forbud, er det egentligt så sundt for os i virkeligheden... Hvad gjorde man før i tiden? 

Så vidt jeg ved, er en ældre dame på 110 år lige død. Længe leve for, at man godt kunne overleve datidens farer. UUUUuuha-da-da.

                                            Hvad tænker du?