"Når man er 25-45 år gammel og single, så har man ikke lyst til at rejse. SÅ skal man jo have børn og stifte familie."

Eller det vil jeg i hvert fald vove at påstå, at det er det, rejsebureauerne tror.

Single, lysten til at rejse

Måske skylder jeg den kære læser at fortælle, hvor længe jeg selv har været single og hvilken berettigelse, jeg derved tager mig til at fortælle om emnet. Sammenlagt har jeg været single i mit voksne liv i 7-8 år afbrudt af to forhold til mænd der havde små børn og et forhold med en, der havde et voksent barn. (Den værste periode var de 4-4½ år jeg havde i streg)

I disse syv-otte år har lysten til at rejse altid indfundet sig. At rejse alene er ikke noget der rigtig tiltaler mig. Ikke fordi jeg tror, at jeg ikke tør, for det gør jeg - jeg gjorde det faktisk i både 2010 og 2011, men det er bare tusind gange sjovere at dele sine oplevelser med nogen. Og gerne med nogen som man elsker, holder af og kender godt. Eller...bare med mennesker som er i samme båd. Jeg har altid haft et stort socialt behov.

Rejse - med hvem??

Men da en skilsmisse gik ind og torpederede min familie i 2005 (eller i hvert fald begrebet af, hvad jeg synes familieliv/en sikker base var) og en finanskrise gjorde mange af mine venner arbejdsløse og den sidste tredjedel af vennerne satte sig i forhold og fik børn - ja, så var der ikke særlig mange rejsekammerater tilbage at trække på. 

Man skal godt nok være heldig nogle gange, hvis man skal finde nogen, der vil præcis det samme som dig. Det er jo ikke, fordi lysten mangler for dem til at tage med - oftest handler det også om økonomi, deres prioriteringer og muligheden for at gøre det.

What to do??

Først kiggede jeg naturligvis efter singlerejser på nettet, selv om jeg allerede havde besøgt disse sites flere gange tidligere. Jeg forstod mere og mere, at jeg havde den forkerte alder. (Lidt ligesom bankerne, der ikke vil gøre mig til fordelskunde, fordi jeg ikke har gæld. Så både forkert alder, og forkert samfundsudvikling. Ser man det!) 

Det virkede som om, at når folk fyldte 25 år til de blev 45 år - så forsvandt lysten - puf, pist borte - til at rejse. 

Sådan en gang crap! Jeg var da overbevist om, at med den udvikling vi har i samfundet og alle de singler, så måtte der være masser af andre, der også gerne ville ud at rejse. 

Resultatet af min søgning

Jeg taklede situationen ved stædigt at sende et opråb til samtlige rejsebureauer, jeg kender ved navn. Skrev omkring mit behov for at rejse (alene, men sammen med andre) og især mit behov for at gøre det med ligestillede. 

Resultatet blev mildest talt nedslående. Ud af omtrent femogtyve henvendelser, kom kun tre brugbare svar tilbage.  

- backpacking

- singlerejser.dk

- søg rejsepartner

Der er et utal af rejsesider: ungrejs/ drukrejser, familieferier, singlerejser for 45+, singler med børn, eller ældre mennesker 60+. 

Men INGEN ferier for målgruppen 25-45 år (rejsende alene).

Livsmål / drømme

Så et program med "bonderøven" i går. Tænk, at købe det her nedlagte landbrug. Selv bygge det hele op fra bunden i autentisk gammeldags stil. At bo som "i gamle dage" med alt, hvad der sig dertil høre. Det er én af hans livsdrømme. Han sagde det selv, at havde han ikke fulgt denne drøm, havde han måske siddet på Alaska med et kuld af slædehunde og forfulgt en anden af sine drømme.

Sådan en mand inspirerer mig. Sådan et smil, en glæde, en passion - det rører noget i mig - og får mig til at tænke på livsmål / drømme.

For nogle falder alting nemt, for andre er det ikke så ligetil. Nogle går meget op i det, mens andre lever fra dag til dag. Handler det om at være heldig, eller handler det om den der "usynlige" tiltrækningskraft, som alle Coaches & Sjælesøgere snakker om? De udtaler, at man selv tiltrækker de ting, man får. Men kan der ikke også være forbundet en smule held med det hele?

Alt afhænger vel også af, hvilket livssammenhæng, man er født ind i. Nu ved jeg godt, at det er muligt at ændre på sin sociale arv, men det ændrer jo stadigvæk ikke på, at vi allesammen stammer fra et sted. Vi møder allesammen mennesker gennem livet som har indflydelse på os, og som er med til at forme os, som de mennesker vi er.

Måske er vi heldige at finde en livsledsagerske, som kan tage en væk fra den sociale arv, støtte og guide én i en bedre retning. Måske gør man ikke. Måske skal man selv tage gummistøvlerne på, traske den hårde vej, for at nå frem til det sted, hvor man gerne vil være. Og ved vi så altid, hvor vi gerne vil være?

Ja, det gør vi jo nok inderst inde. Hvis vi kan se mulighederne, fremfor begrænsningerne. Essensen er nok, hvordan man kommer dertil - og hvor meget man selv har indflydelse på. Lukker man nogle døre, åbnes nogle nye. Så hvilke valg er man villig til at tage og hvilke sejre er man villige til at byde indenfor?

Hvilken passion har du?
Hvis nu vejen er fyldt med "deadends", hvordan kommer du så dertil?
Hvad vælger man til, og hvad vælger man fra?

Trusler for parforholdet

Man har set det komme...igen og igen. Julefrokosterne. Dem der får os til at ligge kroppen i sprit, danse på bordene og tage skadelige billeder af os selv på en kopimaskine.

Jeg skal ikke køre mig selv udenom den hellige sandhed, men jeg har også gjort dumme ting til en julefrokost. Utroskab. Det er så dér jeg vil hen.

Går julefrokost og utroskab nødvendigvis hånd i hånd? 

Gør man det, hvis man har det godt derhjemme? Er det alkoholens/omstændighedernes skyld?

Bare fordi jeg har hørt om to mennesker, der forlod deres ægtefæller efter at have været sammen til en julefrokost - og bare fordi jeg selv har været kvinden, som manden med konen var utro med (og gik fra). Betyder det så nødvendigvis, at det ene fører til det andet? Min påstand er nej.

Jeg tror ikke kun det er julefrokosterne, der er en trussel for parforholdene. Der er MEGET, der er en trussel for parforholdene efterhånden.

Singler er trusler. Vores sløsede holdninger og opførsel overfor hinanden er en trussel. Alle de daglige indtryk og pendler-tilværelsen er en trussel. Manglen på nærvær og ansvar, er en trussel.

Victoria Milan, en hjemmeside for Gifte og Samboende. Gør livet levende, ha' en affære.

What the fuck! Man kan være heldig, at møde en som man bare forelsker sig hovedkulds i - og som man passer genialt sammen med. Men ligefrem at opfordre til det.