Feeling sorry for yourself

Mandag gik med at lakere negle.

Tirsdag… ville have spillet backgammon, men veninderne havde travlt med deres mænd og  børn… så det blev til mesterskab i wordfeud med random opponents  (tilfældige modstandere). 

Onsdag kom jeg lidt ud i familiens hyggelige omgivelser, der var gratis mad jo. 

Torsdag gik jeg i træningscentret, trængte til at blive luftet offentligt og få afreageret på en laaaaang kedelig arbejdsdag. 

Fredag, tjah, havde ingen venner, så befandt mig på grådens rand på kanten af min seng med min aller yndlings doktorserie. 

Men det rev i mig, når jeg hellere ville have brugt min fredag aften i venskabeligt selskab. Men igen var veninderne afsat til mand og børn. (Note til mig selv: jeg må have nogle flere singleveninder!) 

Lørdag skulle jeg have været på morgen-date med min veninde, men hun aflyste. Sygt barn – de er blevet noget ustabile. Og når jeg siger til dem, at det er HELT i orden, da det jo går ind under betegnelsen force majeure. Så mener jeg egentlig, JEG SAVNER JER (for helvede!). 

Det fik jeg så endelig taget mig sammen til at sige, selvom jeg følte mig, som en lille 4-årig, der påkalder sig opmærksomheden fra sin mor. Savner bare, at vi er veninder jo. I bund og grund savner jeg vel egentlig bare mennesker. Veninder, familie, kæreste - mennesker!

Søndag var skøn. Jeg gik en tur med mig selv i skoven. Min eks-kæreste ville have skreget målløs ind i mit øre – ALENE – ja, alene, når ens veninder er afsat (overordentligt afsat, ja nærmest veninde-handicappet), så bliver man ’vant til’ at gøre tingene alene. Og det kan jeg sagtens, men det er da bare federe at være sammen med nogen. 

Men jeg gik en tur for at aflede mine tanker. Når man bor med sig selv på 65 kvadratmeter, og ens opholds-sfære bliver sofaen i stuen, sengen foran fjernsynet, i køkkenet, på toilettet/under bruseren (og i sommerens løb på altanen), så trænger man nogle gange til at komme ud og skrige lidt under den åbne himmel. Så det kom jeg så, på min fantastiske single-søndag i skoven med en sandwich og et tæppe under armen.

Normalvis er jeg ikke en tungsindet person - og der findes bestemt også mange gode ting ved at være single. Jeg er bare meget eftertænksom, og af menneske en meget glad og udadvendt person. Bare ikke lige for tiden, og det irriterer mig grænseløst. Det er som om, at efter jeg gik fra min kæreste – og har fået min ’hævn’ – så skal jeg til at vænne mig til singlelivet igen… hmm… så fik jeg nemesis lige i nakken. For jeg dur bare ikke til det, nej jeg dur bare overhovedet ikke til det. Og det er jo noget vås at sige, for jeg dur godt til det – altså at være alene i mit eget selskab, bo alene, leve alene, lave ting alene. Men jeg synes bare at det er mere fandens morsomt at gøre det i selskab med nogle andre.

Og så er der flyttet en ny beboer ind i min overetage. Jeg kalder hende dommeren. Det er den evindelige plage. Kvinde, dit navn er dårlig samvittighed. Havde mit overjeg været mit barns mor, ja, så behandlede jeg mit barn (i dette tilfælde mig selv) så dårligt, at det ville stå til at blive fjernet af de sociale myndigheder. Og sådan ville jeg jo ALDRIG behandle mit eget barn, så hvorfor behandler jeg mig selv sådan?

Jeg er midt i en livskrise, det er blevet sådan et smukt blomsterrødt modefænomén. Fatter ikke om det bare er fordi jeg har rundet det smukke tal 30, eller om det fordi jeg igen, igen, igen (for fuck sake!) er single. Og det er ikke fordi jeg aldrig har prøvet at være single "mange" gange før – så hvad pokker tuder jeg for – men jeg synes bare efterhånden, at jeg har været det ret længe. Sådan omtrent sammenlagt 7 år afbrudt af 2 forhold på næsten ½-1 år. 

HVORFOR skal sådan en dejlig og fantastisk kvinde som jeg, der er så social og udadvendt, sjov og supernaturlig, være single – jeg forstår det ikke!! Og det er nok i bund og grund dér årsagen til min utilfredshed ligger. Jeg har ikke accepteret det endnu.

Så hvordan gør man det, når ens æggestokke flagre udenpå kroppen, drømmen om den der dejlige villa med ét styks græsplæne og ham der, der er der for mig – og omvendt – når det bare ikke er der (hvor det skal være), hvordan accepterer man så, at man er alene?

Det handler om at lægge rør ud

Her taler vi ikke om noget som helst seksuelt. Og i det tilfælde havde jeg nok afsluttet sætningen med 'lægge rør ind'. Nej, her taler jeg om en positiv tilgang til livet. For hele livet handler det om, at lægge rør ud.

Når man lægger rør ud, så planter man frø. Man tager en beslutning om, at noget har vakt ens interesse. For eksempel har man måske lyst til at rejse, men har ikke nogen at rejse med. Så lægger man rør ud. Man begynder at undersøge mulighederne og tager måske kontakt til nogle. Det kan være, at man spørger rundt i omgangskredsen, eller det kan være at man er så modig, at man søger efter en rejsepartner på nettet. Uanset hvad, så har man lagt rør ud.

Alle rør bærer ikke nødvendigvis til frugt  og det er vigtigt at forstå, at det heller ikke er meningen. For så bliver man slemt skuffet.

Så snart man har sået et frø i omverdenen og i andre folks bevidsthed, kan man være sikker på, at der en dag er gevinst. For normalvis tiltrækker folk, de ting de har brug for. Med mindre man bare sætter sig ned i deprimeret tilstand med hænderne i skødet, hvilket nogle gange kan være det nemmeste.

Men hver gang man tør turde, rækker man hånden ud - og man tager en chance. En chance hvor man har alt at vinde og intet at tabe.